Der trænes med to fært-typer i sporarbejdet.

1. Dynefært

Består af luftbærbare partikler fra den person, der lægger sporet. Det er færtpartikler som ”dækker” sporet i ca. 1 m. bred bane, langs hele sporet. Vinden kan flytte færtpartiklerne, så derfor kan hunden godt gå ved siden af sporet og alligevel gå der, hvor færten er kraftigst.
Færten er flygtig og aftager med tiden og forsvinder efter ca. 30 – 50 minutter.
Her bruges derfor op til ca. 20 min. gamle spor.

2. Kildefært.

Dannes ved den forrådnelse, der opstår pga. sporlæggerens fodaftryk i underlaget. Der opstår brud i underlaget, når der trædes på jorden. Græsstrå og lignende knækker og mange tusinde mikroorganismer flyttes.
Færten er kraftigst i fodaftrykket.
Færten er svag i starten, men bliver kraftigere efter ca. 45 til 120 min. Færten er temperaturafhængig og bliver derfor igen svagere efter ca. 120 min. Men den holder ved i mange timer.
Efter en time er kildefærten kraftigere end dynefærden.

Her øves derfor med spor, der er over 60 min. gamle.

Hunden kan gå spor på næsten alle arealtyper – hvis den er uddannet til det.

– Træn derfor på så mange forskellige arealer som mulig.
– Træn så det er hunden, der bliver uddannet til at gå spor. Ikke hundeføreren.
– Pas på der ikke er sprøjtet, spredt kunstgødning eller lignende på sporarealerne.